Problemet kommer sjældent kun et sted fra
Tandproblemer og ridning
Skal hesten gøre hvad vi beder den om og yde sit bedste er det vigtigt at den er tilpas og tillidsfuld. Dette er den ikke, hvis den har ondt og fysisk ikke kan gøre, hvad vi prøver at få den til.
Problemer i ridningen kan i mange tilfælde skyldes tandproblemer. På denne side vil jeg beskrive nogle af de problemer vi ofte oplever. Men man skal huske at alle heste og ryttere er forskellige og det er umuligt at lave en nøjagtig oversigt som vil passe på alle. Desuden kan man sjældent sige at der kun er en løsning/årsag til et problem.- Går hesten skævt. Enten i hele kroppen, i bagparten eller kun i hoved/hals. Mange af disse heste har et diagonalt bid eller måske en ulvetand. Tandplejen bør i mange tilfælde kombineres med kiropraktik. En dygtig rytter kan i mange tilfælde ride hesten "lige", men hvis hesten har en skævhed i tænderne vil den bare kompencere og på et tidspunkt sige fra eller få slidskader i kroppen/benene. En skævhed i tænderne kan kun rettes ved tandpleje!
- Suger ikke korrekt på biddet. Nogle heste lægger sig på, "bidder sig fast" og er stærke. Hvor andre heste ikke vil søge frem til biddet, er meget følsomme, slipper eller slår med hovedet. Alt dette kan være problemer i tandstillingen og tandspidser. Læs mere under Tandkroge, Ulvetænder, Tandspidser og Bidsæder.
- Har svært ved samling. Heste, som har svært ved at bære sig fortil, gerne vil falde "på næsen", og ikke vil have nakken som højeste punkt, har tit problemer bagerst i munden ved tand nr. 11. Dette hænger også sammen med hovedets størrelse, ganashe-frihed og eksteriør, - men korrekt tandpleje kan hjælpe mere end de fleste ryttere er klar over. Læs også mere under Tandkroge eller spørg mig hvis du vil vide mere (der er ikke plads her til at forklare det grundigt nok).
- Stivhed i nakken. Virker hesten stiv og generet når den bliver samlet og bøjet, kan det skyldes en ømhed og overbelastning af kæbeleddet. Mange gange tager man i sådanne tilfælde hesten til kiropraktor da hesten også tit bliver øm og stiv i resten af kroppen/ryggen. Ømt kæbeled pga. overbelastning af kæbeleddet pga. forkert tandstilling kan også være årsag hertil.